You are here

Skipper om Løkkes åbningstale: Dit billede af Danmark er et skønmaleri

Af Pernille Skipper

Store dele af Løkkes tale var faktisk rigtig flot, men har bare ikke noget med virkeligheden at gøre. Han taler varmt om lighed, fællesskab og grøn omstilling, men det er et skønmaleri. Virkeligheden er, at vores offentligt ansatte løber for hurtigt. At mennesker ramt af arbejdsløshed, sygdom eller som har et handicap, bliver svigtet af fællesskabet. At der er kommet flere fattige, mens en lille gruppe i toppen er blevet rigere. Man ved, det er valgår, når en venstremand nærmest lyder som en socialist.

Jeg lagde især mærke til, at statsministeren forsøger at omskrive historien om de mange, mange reformer, der har udhulet trygheden for almindelige mennesker. Højere pensionsalder, dagpengereformen, stribevis af kontanthjælpsreformer og meget andet har finansieret lavere skatter til toppen af vores samfund – det er ikke årsagen til, at vi er kommet godt gennem krisen, snarere tværtimod. De næste reformer, der skal gennemføres, når nu der rent faktisk er penge i kassen, må øge velfærden og trygheden for almindelige mennesker.

Jeg er med på, at statsministeren rigtig gerne vil udpege sig selv som den helt store klima-forkæmper. Faktum er bare, at Danmarks belastning af klimaet er blandt de højeste i verden, og det skal gå meget hurtigere med omstillingen. Det er ikke bemærkelsesværdigt at udfase benzin- og dieselbiler i 2030. Det kan vi gøre meget bedre.

Dette er et blogindlæg og ikke et udtryk for Netadvis.dk’s holdning.

INFO: Pernille Skipper er Enhedslistens politiske ordfører.

(Visited 16 times, 3 visits today)
Please follow and like us:

Skriv et svar