You are here
Home > Politik

Mette Frederiksens tale på Socialdemokratiets kongres 2018

Nedenfor er en række udvalgte citater fra talen.

Om børn og unge

– Socialdemokratiets historie er børnenes historie. Og lad os sende et klart budskab til de udsatte børn i vores land. Som føler sig alene med deres problemer. Som svigtes af deres forældre. Vi ser jer. Og vi opgiver jer aldrig!

– For nogle børn er vores skole blevet alt for akademisk. Alt for projektorienteret. Alt for teoretisk. Skolen er ikke god for alle børn. Lad nogle af børnene starte senere. Vi behøver ikke at have så djævelsk travlt på vores børns vegne. Hvis der er nogle børn, der har behov for et ekstra år i børnehaven, skal vi så ikke have så meget tillid til forældre og pædagoger, at de kan træffe den rette beslutning på vegne af børnene? Det synes jeg, vi skal.

– Vi nåede ikke langt nok sidst, vi selv havde regeringsansvaret. Derfor har vi brug for en anden beslutsomhed. Næste gang skal vi for alvor flytte hegnspæle. Hvis vi danner regering efter næste valg. Så er der en ting, der er vigtigere end alt andet. Vores børn skal have en bedre barndom. En regering under min ledelse skal være dén regering, der skriver det næste store kapitel i børnenes historie. Det er derfor, jeg i dag siger. Til alle børn i Danmark. Jeg vil være børnenes statsminister.

– I dag er der på nogle gymnasier en mulighed for, at de særligt dygtige elever kan tage deres eksamen på fire år. Men hvad med dem, der har det sværest. Hvor de sociale problemer er allerstørst. Dem, der måske slås med misbrug og ordblindhed. Hvorfor ikke give dem ekstra tid til at komme igennem skolen? Den røde løber skal ikke kun være for de børn, der er dygtige til det hele. Lad os rulle den røde løber ud for de børn der har det allersværest!

– Hvis jeg bliver statsminister. Så vil jeg altid. Så vil jeg altid forsvare dem i vores samfund, der har mindst. Hvis jeg bliver statsminister. Så vil jeg ikke være en statsminister, der er her på tålt ophold. Og hvis jeg bliver statsminister. Så vil jeg altid sætte vores fælles velfærd først. Og velfærd. Det handler om vores hverdag.

– Det siges nogle gange, at der ikke er forskel i dansk politik. Det siges nogle gange, at der kun er nuancer mellem Lars Løkke og mig. Vorherre bevares! Og det siges om os socialdemokrater, at vi kun går efter magten. Selvfølgelig går vi efter magten! Og hvis man nu er én af de mange i vores samfund, der er blevet nedslidt efter mange år på arbejdsmarkedet. Er det så ligegyldigt, at vi brugte vores magt til at forhindre regeringen i at forhøje pensionsalderen endnu mere? Hvis man vil vide, hvor lang tid et halvt år er – så spørg en brolægger. En jord- og betonarbejder. Eller en pædagog, der har løftet på børn hele sit liv.

Om Danske Bank

– Ja til at bekæmpe skattesnyd og hvidvask. Også når det gælder Danske Bank… Det er jo vanvittigt. Vi har nem-id og netbank. Og banken skal have kopi af vores pas. Man kan efterhånden tjekke alt. Alligevel. Alligevel kan det finde sted, at der hvidvaskes penge for et beløb så stort, at det nærmer sig Danmarks bruttonationalprodukt. Banker er vigtige. Spiller en stor rolle i vores økonomi og samfund. Derfor har man simpelthen et ansvar. Ikke kun for sig selv, men for os alle sammen. For Danmark. Det ansvar har Danske Bank svigtet. Det er et uhørt brud på vores samfundskontrakt.

Om den tidligere regeringsperiode?

– Er vi blevet mere klassiske socialdemokrater, når det kommer til fordelingspolitik? Svaret er ja. Og kan I huske det sidste regeringsgrundlag? Der var en enkelt formulering, som mange syntes var lidt mærkelig for en socialdemokratisk ledet regering. Det her med, at vi ville videreføre den borgerlige regerings økonomiske politik i bredeste forstand. Lad os være enige om, at den formulering ikke kommer med igen. Til gengæld. Så lover jeg hermed, at vi vil føre socialdemokratisk politik i bredeste forstand!

Om udlændingepolitik

– Integration er svært. Det var der nogle i vores samfund, der så før andre. Min morfar. Min morfar blev født i 1929 og døde, da han var i 80’erne. Han levede et hårdt liv. Var bager. Hårdt fysisk arbejde. Om natten. Og på betongulv. Der var ikke nogen stor pensionsopsparing. En folkepension og en almen bolig. Han var en af de første, der gjorde mig opmærksom på problemerne. Han sagde en dag: Nu kan jeg ikke rigtig snakke med nogen af mine naboer. De taler alle sammen udenlandsk. Dengang. Slog jeg det hen. Syntes han manglede udsyn og rummelighed. Det skammer jeg mig over i dag. For det var mig, der manglede noget. Jeg manglede forståelse og jeg manglede solidaritet. Med ham.

– Vi kan – og vi skal – hjælpe flere mennesker. Vi kan – og vi skal – skabe et mere retfærdigt asylsystem. Jeg er stolt over, at det netop er Socialdemokratiet, der tør at konfrontere problemerne direkte. Jeg er stolt over, at det netop er Socialdemokratiet, der forsøger at finde de svære balancer. Mellem at tage ansvar for Danmark og løfte et ansvar i verden.

– Jeg bliver tit beskyldt for at have flyttet Socialdemokratiet på udlændingeområdet af taktiske årsager. Vær ikke i tvivl. Jeg mener hvert eneste ord, der står skrevet i vores udlændingepolitik. Jeg afskyr burkaens kvindeundertrykkelse. Bander der skyder i vores gader. Lokker unge ud i kriminalitet.

Om den parlamentariske situation

– Vi kommer aldrig til at tage nogen mandater, nogen partier, nogen vælgere for givet. Og uanset om man skriver sine ønsker på en serviet eller sender dem på SMS – så lytter vi. Og vi lytter godt efter. For selvfølgelig skal det være sådan, at partier, der vil støtte en socialdemokratisk regering, også får indflydelse. Selvfølgelig!

– Kan vi samle oppositionen, er der mange, der spørger? Ærligt: Det korte svar er nej. Men det korte svar er også ja. Vi kan ikke samle oppositionen om alle dele af udlændingepolitikken. Her er uenighederne for store. Men kan vi samles om, at vores børn skal have en god start på livet? Om en mere ambitiøs indsats for klima og miljø? Meget mere natur. At landbruget skal yde et klimabidrag. Flere el-biler. Kan vi samles om en Marshall-plan for Afrika? Om mere tillid til de offentligt ansatte? At der skal være råd til at udvikle vores velfærdssamfund? Selvfølgelig kan vi det.

– Kære Pernille Skipper. Det bliver ikke på min vagt, at vi sælger mere infrastruktur til Goldman Sachs.

– Så når Alternativet vil trække deres mandater ud af ligningen. Når Uffe Elbæk siger, at Løkke skal have en chance. Så siger jeg: Lars Løkke har ikke bare fået én chance. Han har også fået to. Og derfor, kære Uffe Elbæk. Lars Løkke skal ikke have en chance til!

– Det store flertal. Både befolkningen og Folketinget ønsker en stram udlændingepolitik. Og et mindretal skal selvfølgelig ikke kunne true sig til en politik, der ikke er flertal for. Spørgsmålet er jo så: Skal det være Socialdemokratiet, der administrerer udlændingepolitikken forankret i et bredt flertal i Folketinget? Samtidig med, at vi så kan sætte velfærden først. Og gøre meget mere for klimaet. Eller: Skal det være en regering bestående af Venstre og Dansk Folkeparti. Med Pernille Vermund og Nye Borgerlige som parlamentarisk grundlag? Anders Samuelsen og Liberal Alliance.

Om Lars Løkke

– Lars Løkke Rasmussen sagde, at han ikke ville være statsminister for enhver pris. Det blev han. Det er han. Det vil jeg ikke! I store annoncer påstår Lars Løkke, at Venstre arbejder for fællesskabet. Men helt ærligt, hvor meget tror Løkke, han kan snyde folk? Jeg tror ikke på det. Jeg tror det er bluff. Og jeg tror, det ér med Lars Løkke, som det har været så ofte før. Går den, så går den.

Om samarbejdet med Dansk Folkeparti

– Men ærligt talt, Kristian Thulesen Dahl. Hvorfor peger I egentlig på Lars Løkke? Det giver ærlig talt ingen mening. Hvis du virkelig er optaget af de ældre, så er det jo ikke Joachim B. Olsen, du skal gå sammen med. Jeg anerkender, at han er stærkere end Nicolai Wammen … Men det kan vores gamle jo ikke bruge til noget. Hvis du virkelig er optaget af at sikre en god økonomi i kommunerne, så er det jo ikke ligefrem Saxo Bank, der kommer med pengene, vel?

– Pas på, der ikke går for meget Zappa i dansk politik. Kan I huske ungdomsfilmen fra 1983. ’Du vil jo gerne være med i hulen, ikk’ Mulle?’ Men Mulle. Tulle. Lad nu være med at spise den skovsnegl. Det kan godt være du kan få en rokokopude af Løkke. Men det får danskerne ikke mere velfærd ud af.

– Det handler om politik. Og derfor også lige en besked til alle de politiske kommentatorer og satiretegninger, der har travlt med at tale om, at jeg flirter med Dansk Folkeparti og Kristian Thulesen Dahl. Bare rolig. Det er Bo, jeg er kæreste med. Han har friet til mig. Jeg har sagt ja. Vi skal giftes.

Om klima og miljø

– Danmark skal igen være en grøn stormagt. Vores vision er en fremtid, hvor vi lever og bor på en måde, der ikke ødelægger vores klima og miljø. Vores vision er en fremtid med renere luft og færre kemikalier. Vores vision er en fremtid, hvor langt færre dyr og planter trues af udryddelse. Først tøjlede vi industrialiseringen. Så skabte vi velfærdssamfundet. I det 21. århundrede. Der gør vi vores samfund bæredygtigt!

(Visited 11 times, 1 visits today)
Please follow and like us:

Skriv et svar