You are here

Læs Pernille Skippers grundlovstale

Af Pernille Skipper

For kort tid siden besluttede regeringen, at etårige skal tvinges i vuggestue, hvis de bor i et udsat boligområde. Her skal de blandt andet lære om den danske grundlov. Jeg er lidt en juranørd, så jeg har faktisk selv forsøgt at få snakket lidt om magtens tredeling med min syv måneder gamle datter. Det virker ikke, som om hun er helt klar til at tage det ind. Heller ikke selv om hun får fem måneder mere at løbe på.

Og helt ærligt. Hvis vi vil styrke vores demokrati og fællesskab, er det jo ikke vejen frem at gå og belære etårige om Grundloven.

Min far sagde altid til mig: Du skal ikke gøre som jeg gør, du skal gøre som jeg siger. Med al respekt for min far var det ikke ligefrem en pædagogik, der sådan gik helt rent ind. Og jeg får nogle gange den samme fornemmelse af mistro, når jeg i dag hører regeringen på den ene side formane om Grundloven og på den anden side gøre indhug i vores frihedsrettigheder.

Det styrker ikke demokratiet at belære små babyer om Grundloven. De skal lege med sand, bygge med klodser og have støtte og omsorg. Og så skal de vokse op i et land, hvor de kan se og mærke, at frihedsrettighederne og Grundloven gælder for alle.

Alle skal kunne mærke, at den måde, du bliver behandlet på, din indflydelse på samfundet, endda den måde, du bliver straffet på, hvis du bryder loven, ikke bliver afgjort af din baggrund. Dét er lighed for loven.

Men det er et princip, som åbenbart ikke er specielt vigtigt for regeringen. Den vil nemlig indføre en særlig dobbelt straf som en del af deres ”ghetto-pakke”.

Så hvis du er teenager, der bor i et udsat boligområde og laver graffiti hos naboen eller stjæler en cykel i kvarteret, så får du en dobbelt så høj straf som en teenager i Rungsted. Du bliver behandlet forskelligt afhængigt af, hvor dine forældre har råd til at bo. En teenage-dumhed får større konsekvenser, hvis du vokser op i et fattigt område.

Kriminalitet skal straffes. Det er klart. Men størrelsen på straffen skal ikke afhænge af, hvem der har gjort det, men hvad der er sket. Uanset dit køn eller din rang, uanset om du er rig eller fattig. Uanset om du bor i Rungsted eller Vollsmose. Det princip er afgørende for vores demokrati.

Den slags forskelsbehandling trækker spor igennem vores samfund og efterlader ar hos de mennesker, det går ud over.

For nylig kørte jeg i taxa med en fyr, der hedder Muhammed. Han og hans kone har begge lange videregående uddannelser. De har to børn på fem og to, der er født i Danmark. De arbejder, taler dansk, betaler deres skat. Men Muhammed kan ikke få statsborgerskab, fordi han som taxachauffør på et tidspunkt fik en fartbøde.

Selvom Muhammed opfylder alle pligterne i vores samfund, kan han ikke få de samme rettigheder, som alle andre. Han kan ikke stemme til folketingsvalg, og hans børn, der er født her, vokser op uden dansk pas, uden udsigt til stemmeret.

Nu siger regeringen så, at reglerne skal strammes endnu mere. At hvis Muhammed mister sit arbejde og skal have dagpenge i en periode – eller hvis han får et barn mere og skal på barselsdagpenge – så skal der gå endnu længere tid, før han kan få statsborgerskab og lige rettigheder.

Vi kan være uenige om meget. Men dét her burde vi kunne blive enige om: Mennesker, der er her lovligt og har udsigt til at tilbringe hele deres liv i landet, de skal have de samme rettigheder som alle andre.

Og de børn, der bliver født og vokser op i Danmark, de skal have de samme rettigheder, som de andre børn, de går i klasse med, leger med og vokser op med.

Alt andet kan vi simpelthen ikke være bekendt.

Muhammeds historie handler ikke kun om nye borgere, der ønsker statsborgerskab. Den handler grundlæggende om, hvad det vil sige at være borger i det her land.

Hvis vi kigger lidt mere end 100 år tilbage, før 1915, havde vi også demokrati i Danmark. På papiret. Der var folkevalgte, og der var også ytringsfrihed. Men stemmeretten var kun for mænd i bestemte klasser. Kvinder, tjenestefolk, tidligere dømte og alle dem, der var så fattige, at de havde brug for hjælp fra det offentlige, var udelukket.

Det blev heldigvis ændret, og det skal vi holde fast i. Vi skal ikke acceptere, at borgerrettigheder er et eksklusivt gode for dem, der har penge og det rigtige sindelag. Borgerrettigheder skal ikke være noget, som nogle mennesker kan miste igen, hvis de får en fartbøde eller skal på dagpenge, mens andre har dem for altid.

For så får vi en ny underklasse af andenrangsborgere, der lever, bor, får børn, arbejder og dør i landet uden nogensinde at blive fuldgyldigt medlem af samfundet. Den opdeling, den skader os alle sammen.

Men desværre, her 100 år senere kan man høre Inger Støjberg forklare, at de fulde borgerrettigheder kun skal gives til dem, der gør en ”aktiv indsats”.

Liberal Alliances Laura Lindahl forklarer, at det er ”et mindstekrav at tjene sine egne penge”. Christian Langballe fra Dansk Folkeparti mener endda, at man skal interviewes for at tjekke, om man ”vil Danmark det godt”.

Det er den helt forkerte vej at gå. Og jeg må bare sige til Dansk Folkeparti og alle de andre: Vi er rigtig mange, der vil Danmark det godt, men som ikke vil det samme for Danmark som Dansk Folkeparti. Det skal der være plads til. Også blandt vores nye borgere.

For venner, det er vel essensen af demokrati.

Vi må også indse, at demokratiets grundlæggende principper er blevet mere udfordret end udvidet de seneste år.

Det er jeg ikke den eneste, der mener. Her for et par dage siden læste jeg et interview med Kristian Jensen. Vores finansminister og næstformand i Venstre, ”Danmarks Liberale Parti”. Han siger blandt andet: ”Det liberale demokrati – den slags demokrati, der lægger et bånd på magthaverne – det er helt bestemt truet.”

Og Kristian Jensen har fat i noget af det rigtige her. Intet demokrati uden lighed for loven. Intet demokrati uden ytringsfrihed og holdningsfrihed. Men heller ikke noget demokrati uden borgernes adgang til at holde magthaverne i ørerne.

Demokrati er ikke kun et kryds hvert fjerde år. Det er åbenhed, gennemsigtighed, og at der lægges bånd på magthaverne, som Kristian Jensen siger.

Og derfor er det så beskæmmende, at Venstre selv, men også Socialdemokraterne, Radikale, SF og Konservative for få år siden vedtog en ny offentlighedslov, der gør det sværere at få aktindsigt i magthavernes gøren og laden. Og som betyder, at både borgere og journalister har sværere ved at afsløre fusk og snyd.

Det har blandt andet ført til, at vi så sent som her i maj måned kunne høre optagelser af den højeste chef i indenrigsministeriet, hvor han forklarer de ansatte, at de sagtens kan bøje loven, så den ret til indsigt, der burde være, pludselig forsvinder.

Det er da tankevækkende. Ministre og folketingsmedlemmer fra alle partierne bag den nye offentlighedslov står i dag på grønne plæner under rød-hvide, flagrende dannebrog, som vi gør lige nu, og taler om demokrati.

Og de kan se, at åbenheden svinder ind og befolkningens indsigt og indflydelse bliver tilsvarende mindre. De råber op om truslen mod demokratiet. Men kære Kristian Jensen og alle jer andre: hvem er det egentlig, der er den største trussel? Hvor er jeres liberale værdier, når det gælder?

Den såkaldt liberale regering er godt i gang med at tage livtag med vores retsstat. Jeg vil gerne spørge de liberale partier, der står bag: Er det reelt liberal politik, at videregive almindelige menneskers private oplysninger uden samtykke, som det er jeres plan at gøre ved børnefamilier? Er det liberal politik, at har I givet politiet lov til at lukke hjemmesider og holder fast i at registrere alle danskeres sms’er og telefonopkald?

Og var det virkelig den liberale ånd, der svævede ind gennem regeringskontorerne og inspirerede jer til burkaforbuddet, så staten nu blander sig i, hvordan vi går klædt? Uanset om man kan lide burkaer eller ej – og jeg er ikke fan – så rimer det da ufatteligt dårligt på personlig frihed.

Kære venner, frihedsrettigheder er ikke meget værd, hvis de ikke gælder alle.

Vi har først demokrati, når vi også har ytringsfrihed og forsamlingsfrihed for dem, vi ikke er enige med. Vi har først demokrati, når retssikkerhed ikke kun er for de uskyldige. Og hvis stemmeretten ikke kun er forbeholdt dem, der ligner os selv. Det tror jeg, de selverklærede liberale regeringspartier har glemt. Det skal vi – alle os, der er her i dag – minde dem om.

Der er stadig håb. Vi er trods alt mange på tværs af politiske skel, der vil vores demokrati, vores retssamfund og som vil værne om frihedsrettighederne. Der er ikke meget herregård i en herregårdsbøf. Men der er faktisk stadig liberale mennesker tilbage i de liberale partier. Det ved jeg.

Derfor kan vi ikke sådan gå og putte med vores tro på frihedsrettighederne, mens de langsomt svinder ind. Vi skal alle tage bladet fra munden og sige fra. Også når det ikke er lige er os selv, det går ud over.

Med andre ord. Vi har brug for at stå sammen. Om et kompromisløst forsvar for vores demokrati og vores retssamfund. Det er vores fælles ansvar.

Rigtig god grundlovsdag.

Dette er et blogindlæg og ikke et udtryk for Netadvis.dk’s holdning.

INFO: Pernille Skipper er ordfører for Enhedslisten.

(Visited 25 times, 1 visits today)
Please follow and like us:

Skriv et svar