You are here

Hvad skal jeg stille op med min teenager?

Af Ahmet Demir

En del faglitteratur beskriver, hvordan teenagere skal støttes, og hvordan forældrene støtter dem. Jeg vil her have fokus på teenageproblematikken hos udsatte etniske minoriteter.

Teenageårene medfører fysiologisk og psykisk udvikling med almen betydning for de unge. Når forældre handler ud fra kulturel baggrund og ringe viden om teenageres udvikling, bliver processen meget kompliceret for begge parter. Et konfliktfyldt forhold er svært, men ud fra min erfaring vil jeg give et bud på en konkret og praktisk plan, der forhåbentlig kan inspirere forældrene.

Opdragelse og kontakt

Opdragelse afhænger overordnet af forældrenes sociale, uddannelsesmæssige, økonomiske og arbejdsmæssige situation samt deres viden om børns og unges udvikling. Jeg tager især udgangspunkt i udsatte familier og vil derfor fremhæve, at forholdene ikke er sådan i alle familier med minoritetsbaggrund.

Opdragelse bygger på betingelsesløs opmærksomhed. Man må ikke stille krav og have forventninger til børn, før de er ca. fem år, indtil da skal man forklare børn alt på alle planer.

Opdragelse bygger også på kulturelle koder omkring fx ære, skam og respekt. Forældrene kan være meget bevidste om, at deres børn skal opføre sig sådan, at hverken netværket eller samfundet kan sætte spørgsmålstegn ved opdragelsen.

Nogle forældre har alt for ringe kontakt og relation til deres børn, men tror alligevel, at børnene automatisk vil respektere deres forældre. Når virkeligheden viser, at mange unge ikke betingelsesløst respekterer forældrene, opstår der kampe mellem parterne, og forældrene kommer i vildrede.

Grunden til dette kan være ringe viden om børns og unges udvikling, og ikke mindst at forældrene har været fraværende og ikke taget del i de unges liv.

Hvordan reagerer teenagere?

Teenageårene er en slags krise, hvor teenagerne gennemgår en både fysiologisk og psykologisk udvikling. De kan have svært ved at håndtere de store forandringer, og det kommer til udtryk i bl.a. reaktioner som morgentræthed, humørsvingninger, problemer i skolen selvmordstanker, kritiske tanker om sit udseende, søvnproblemer, stress over små ting, skjulte kæresterier og problemer med at håndtere følelser.

Hvis de unge oven i alt dette også skal bruge energi på at balancere mellem to kulturer, er der lagt op til konflikter.

Teenageres behov

Efter min mening kræves der en del af forældrene, når de skal hjælpe de unge i livskrise med at finde et ståsted i livet, at finde mening i tilværelsen og at passe fx skole, uddannelse, arbejde, fritidsinteresser osv.

Her har de unge brug for nærvær, de har brug for deres forældres forståelse, indlevelse og trøst. De har brug for, at der bliver lyttet til dem, selv om det kan være svært for forældrene.

De unge har ikke brug for, at fx forældrene bebrejder dem eller giver dem skyldfølelse over dårlig opførsel.

De unge har brug for, at forældre og andre voksne støtter dem i at sætte ord på deres følelser. De har brug for, at forældrene viser omsorg uden at pylre. De har brug for, at de voksne omkring dem er ærlige og fx siger, at de ikke ved, hvordan de kan hjælpe, i stedet for at bruge ære og skamfølelse for at få styr på dem.

Unge mennesker har ikke brug for forældrenes vurdering af deres venner. Hvis forældre dømmer en teenagers venner, forstærker det kriser, som kan udvikle sig til, at de unge tager stærk afstand fra forældrene.

Hvordan kan man hjælpe teenagere?

Her er nogle områder, hvor forældre kan støtte teenagere, men husk i relationen også at tænke over ovenstående behov, da de unge har brug for støtte og opmærksomhed.

Forældre skal være forbilleder og være ærlige over for de unge. De skal skabe ro og tryghed, og de skal kunne rumme teenageres krise.

Forældre skal undlade mange krav og forventninger, og hvis de unge ikke indfrir forventningerne, skal de ikke indgydes skyldfølelse ved at bruge ære, skam og andre kulturelle koder.

Forældre skal være tydelige med udmeldinger, da teenagere ikke har energi til at forsøge at gætte sig til tanker, følelser og meninger. Man må gerne støtte de unge i at huske aftaler.

Relationer skal give plads til refleksion, hvor man lytter godt efter, når den unge giver udtryk for sine behov. Fx hvis den unge gerne vil have professionel hjælp, skal man gribe chancen for at støtte dette ønske.

Forældrene bør have tæt samarbejde med fx skolen, så man i fællesskab kan støtte de unge, og forældrene kan søge professionel råd og vejledning til, hvordan de kan støtte deres teenagere.

Ovenstående punkter er inspiration til at støtte de unge. Uden at generalisere opfatter nogle minoritetsfamilier teenagernes krise, som at de unge bliver respektløse eller ”for danske”. Her vil jeg slå fast, at teenageres udviklingsproces ikke handler om respektløshed eller danskhed.

Jeg tør ikke sige det til mine forældre

Jeg vil afslutte med en case, hvor en 15-16-årig havde svært ved at være sig selv og fungere sammen med forældre og søskende. Den unge stak af og blev anbragt en del gange mod forældrenes vilje, men den unge havde ikke lyst til at bo hos forældrene.

Forældrene og deres netværk kunne slet ikke forstå det. De kendte ikke det sociale system i Danmark og manglede viden om og indsigt i om teenageres udvikling.

Med tiden oparbejdede jeg en relation til den unge, som fortalte om en kæreste, forældrene ikke kendte til. Forældrene blev ved med at skyde skylden på, at den unge var for dansk, respektløs osv. Efter aftale med den unge fortalte jeg forældrene om kæresten, og jeg kan tydeligt huske, at forældrene reagerede ved at spørge, hvorfor jeg talte om det.

Selv om forældrene ikke ville acceptere og høre om kæreste, fik jeg med tiden især en af forældrene til at se, at forældrene måtte acceptere og anerkende den unges følelser. Selv om det var en kæmpe udfordring at høre mig tale om det, kom den ene forælder med tiden til at vise respekt for den unges følelser og trodse sin kultur.

Denne forælder tog udfordringen op for at støtte den unge og tage kampen mod familien og netværket, der undrede sig over, hvorfor den unge kunne ses med kæresten uden at der var afholdt en officiel forlovelsesfest. Forælderen svarede, at det var den unges eget valg, og at de støttede op om det.
Denne anerkendende tilgang til den unges ønske om at være sammen med kæresten medvirkede til en positiv udvikling med den unge og samspillet med forældrene, så den unge kunne passe skole og arbejde.

Denne korte version af casen viser, at selv forældre uden nødvendig viden om teenagere, alligevel kan hjælpe deres unge.

Teenagere har behov for anerkendelse, ro, empati, støtte, rummelighed og ikke mindst hudløs ærlighed omkring, hvad forældrene kan og ikke kan. Forældrene skal være gode forbilleder, også på det uddannelses- og arbejdsmæssige plan.

Dette er et blogindlæg og ikke et udtryk for Netadvis.dk’s holdning.

INFO: Ahmet Demir er socialkonsulent og arbejder med børne-, unge- og familiesager i form af bl.a. familierådgivning og konfliktmægling.

(Visited 32 times, 2 visits today)
Please follow and like us:

Skriv et svar