You are here
Home > Udland

Herboende frygter at tage til Tyrkiet

En række personer, som bor i Danmark, men har tyrkiske og kurdiske rødder, frygter at være blevet angivet til de tyrkiske myndigheder for “landsforræderi”.

Siden det mislykkede militærkup tilbage i juli 2016 har landet været i undtagelsestilstand. Her har over 120.000 mennesker mistet deres job, tusinder af politiske aktivister og fagforeningsfolk sidder i tyrkiske fængsler. Akademikere har fået forbud mod at rejse ud af landet.

Derudover er landets samtlige kritiske medier enten blevet lukket eller har fået deres redaktion overtaget af regeringsvenlige mediebaroner.

Efter undtagelsestilstanden blev indført har oppositionsmedlemmer til AKP-regering haft svært ved at komme til orde. For eksempel blev Selahattin Demirtas, som er medformand for Folkets Demokratiske Parti (HDP), anholdt i november sammen med andre HDP-medlemmer. Anklagemyndigheden i Tyrkiet kræver ham idømt op til 142 års fængsel.

Demirtas har tidligere sagt, at han bliver straffet for at udfordre præsident Erdogan i forhold til de politiske spørgsmål i landet.

Frygten spreder sig til Danmark

Efter kupforsøget i sommeren 2016 annoncerede et tyrkisk medie et telefonnummer, der går direkte til præsidentkontoret. Annoncen opfordrer til at angive støtter af Gülen-bevægelsen.

Det har fået mange forældre til at melde deres børn ud af Gülen-skoler i Danmark af angst for at blive stemplet som Erdogans fjender. Og selv om stikkerlinjen er oprettet for at udradere Gülen-bevægelsen, bliver den brugt til at angive alle, som er i opposition til AKP–regering for eksempel kurdere og venstreorienterede tyrkere.

Herudover har mange herboende valgt at lukke deres profiler på sociale medier som Facebook og Twitter. De frygter, at AKP-tilhængere i Danmark angiver dem for “landsforræderi”, hvis de siger noget, som går AKP-linjen imod.

Dog er der nogle, der allerede har fået at vide, at de er blevet anmeldt til de tyrkiske myndigheder for at kritisere præsident Erdogan.

For eksempel har socialdemokraten Lars Aslan Rasmussen fået mails, beskeder på Facebook og tilråb på gaden fra andre dansktyrkere, som siger, at de vil angive ham til myndighederne, fordi han åbent kritiserer Tyrkiets præsident Erdogan, skriver han på sin Facebook-profil.

Netadvis har mødt flere herboende, som ikke vælger at rejse til Tyrkiet. De frygter, at de bliver anholdt, ligeså snart de lander i Tyrkiet, fordi de har ytret sig kritisk om Erdogan på de sociale medier.

Også herboende med dansk pas, der har ytret sig kritisk om Erdogan frygter at rejse til Tyrkiet. Der er risiko for, at de bliver sendt tilbage til Danmark samt får indrejseforbud til Tyrkiet.

(Visited 398 times, 1 visits today)
Please follow and like us:

Skriv et svar