You are here

Den skjulte identitet – en trojansk hest i Danmark

Af Mustafa K. Topal

Integration kan ikke bare måles ved at se på, om den pågældende har taget en uddannelse, er kommet i arbejde, har undgået kriminalitet, er god til at vise respekt for demokrati og giver hånd, når det er nødvendigt.

Med det seneste parlamentsvalg i Tyrkiet fik Erdogan 57,6 pct. af stemmerne fra de tyrkere i Danmark, der stemte. Det var et overraskende godt resultat for ham, selvom han ikke var eller er populær blandt danskere, hvor man er meget kritisk over for hans udemokratiske handlinger og krænkelser af menneskerettigheder i Tyrkiet. Men hvad fortæller det os, at flertallet af de stemmeberettigede unge tyrkere valgte Erdogan frem for andre mere demokratisk orienterede kandidater? Det, der gør sagen endnu mere interessant, er, at der er tale om unge tyrkere, som plejer at stemme på de venstreorienterede partier ved folketings- og kommunalvalg i Danmark. Dette selvom der er langt fra de danske politiske partiers demokratiske værdier og syn på menneskerettigheder til Erdogans sunnimuslimske, udemokratiske og antisekulære værdier.

Dette paradoks skyldes ikke de unge tyrkeres gener eller socialarv. Det samme ville kunne ske, hvis der skulle afholdes præsidentvalg for Saddam, Gaddafi og Assad i Danmark. Eller for Islamisk Stats leder, hvis kalifatet skulle blive en realitet, og IS havde mulighed for at åbne en ambassade på en fin Østerbro-adresse.

Spørgsmålet er så, hvordan vi skal betragte disse unges handlinger, og hvilke konsekvenser det kan få for det danske samfund. Skal vi bare kigge på og ignorere det ligesom nu, så de kan blive ved med at bidrage til, at en af Europas mest udemokratiske ledere får lov til at styre deres oprindelsesland, så længe det ikke er farligt for Danmark?

Det vigtige at forstå her er, at det kan have alvorlige konsekvenser for det danske samfund, hvis man ikke handler. Dette billede er nemlig med til at vise os, at integrationen ikke er helt så vellykket hos nogle, som det umiddelbart først er blevet antaget. Det er helt almindeligt, at man har flere forskellige tilhørsforhold som indvandrer i Danmark. På den ene side har man et oprindelsesland, som man stammer fra og har forbindelse til, mens man på den anden side også har Danmark, som det land man opholder sig i og har et liv og en fremtid i. Men det er dybt problematisk og umoralsk, at man har forskellige værdier og politiske idealer, når det kommer til sine to tilhørslande.

Hvordan kan man i Danmark stemme på partier, der kæmper for etniske og religiøse minoriteters rettigheder, mens man i oprindelseslandet i samme ombæring stemmer på en leder og dens parti, der undertrykker minoriteter og fængsler journalister?

Den danske presse har i den seneste tid været god til at dække, hvordan selv ”de mest integrerede” danske politikere med tyrkisk baggrund har vist sympati for Erdogan og nationalister i Tyrkiet. Hvornår er disse politikere oprigtige om deres værdier, og hvornår viser de deres ægte identitet? Er det, når de fordømmer Dansk Folkepartis negative holdninger om muslimer, eller er det, når de sidder derhjemme i sofaen og ser de tyrkiske nyheder og hylder Erdogan på de sociale medier? Jeg vil mene, at det er det sidste. Fordi det ene handler om at være politisk korrekt og sige, hvad der forventes, mens den anden handler om, at ”den skjulte, men ægte identitet” kommer frem under nogle afslappende og trygge forhold, hvor offentligheden ikke kan høre eller se dig.

Den største svaghed ved integrationen er, at man kan snyde med den. Idet integration i princippet ”bare” er evnen til at tilpasse sig. Det burde ikke være så svært med overlevelsesinstinktet. Det er derfor nemt for en indvandrer at være en god kollega på arbejdet eller en god medstuderende i skolen, hvis man har gode danskkundskaber og er god til de danske spilleregler, som forventes af alle borgere i Danmark. Derfor er det ikke overraskende, at nogle IS-krigere har haft en god uddannelse, var meget vellidte og også elsket blandt etnisk danske venner, inden de tog af sted til jihad. Men de havde også noget, en anden dagsorden, som de holdt hemmelig.

Endvidere er der behov for nye parametre for at måle integrationen af nye og kommende generationer. Integration kan ikke bare måles ved at se på, om den pågældende har taget en uddannelse, er kommet i arbejde, har undgået kriminalitet, er god til at vise respekt for demokratiet og giver hånd, når det er nødvendigt. Integrationen bør måles på værdier såsom empati, medfølelse, loyalitet og tilhørsforhold. Det må handle mere om moralske værdier frem for juridiske forpligtelser. Integration bør ikke handle om at være statsborger og have danske pas, men om at mene, hvad man siger.

Mesut Özil, den meget omtalte tyske fodboldstjerne med tyrkisk baggrund, har droppet at spille for det tyske landshold med beskyldninger om racisme og forskelsbehandling. I samme ombæring har han udtalt, at han føler sig som en tyrker, men tænker som en tysker. Özil er et godt eksempel på, at en komplet integration vil mislykkes, så længe der ikke er en sammensmeltning mellem ens følelser og tanker, og derfor må det i det hele taget have været svært for ham at spille på det tyske landshold som tyrker.

Özil har vel at mærke bidraget til det tyske landshold med storspil til tider, og han var samtidig en stor profil, da det tyske landshold vandt VM i 2014. Men et fotografi med Erdogan sammenholdt med manglende resultater på banen har bidraget til, at han til sidst følte, at han skulle vælge sin tyrkiske identitet frem for den tyske. Det betyder ikke, at der ikke findes diskrimination, og han har sikkert oplevet den gennem sit liv, men der må være en menneskelig balance mellem ens følelser og fornuft, hvis man ønsker at være en god borger og et godt menneske, uanset hvor man bor.

Hvem tror I, at unge tyrkere vil være loyale over for, hvis der en dag opstår en konflikt mellem Lars Løkke og Erdogan? Svaret på dette findes i Holland og Tyskland, hvor der har været heftige konflikter mellem tyrkiske indvandrere og myndigheder, da Erdogan ikke fik lov til at føre valgkampagne i disse lande. Der er tale om, at udlændinge spejler sig i langdistancenationalisme fra hjemmelandet.

Integrationsfokusset burde være på disse såkaldte dygtige unge nydanskere, der skjuler deres ”ægte” identitet, i stedet for at fokusset er på de stakkels 150 kvinder med burka. Disse kvinder dækker deres ansigt, men ikke hvad de tror på. Modsat forholder det sig med dem, der gemmer sig i en trojansk hest som en god, integreret borger.

Tegning: Rasmus Sand Høyer

Dette er et blogindlæg og ikke et udtryk for Netadvis.dk’s holdning. Indlægget er først blevet bragt i Jyllands-Posten.

INFO: Mustafa K.Topal er ph.d.-studerende på RUC.

 

(Visited 65 times, 1 visits today)
Please follow and like us:

Skriv et svar